Podimo afslører detaljerede lytterdata

Ida Adler Olsen. Foto: Podimo.

Det er sjældent, at streamere deler ud af deres værdifulde brugerdata, men på Audiodays åbnede den danske podcast- og lydbogsplatform Podimo for posen. Global Senior UX Researcher Ida Adler Olsen gennemgik, hvem Podimos kunder er, hvornår de lytter, og hvilke genrer de foretrækker.
De aktuelle Podimo-brugerdata, der flugter med analyseinstituttet Wilkes analyser af audiovaner, viser, at podcasts er et udpræget alenemedie for abonnenterne og et ideelt medie til spildtid, eller bare godt selskab.
”Man lytter på vej til job, træning, under en ekstra lang gåtur med hunden, mens man laver husligt arbejde, osv.,” sagde Ida Adler Olsen.
”Vi ser et stort lytterpeak om morgenen, og det begynder overraskende tidligt blandt Podimos lyttere. Så ses et stabilt niveau hen over arbejdsdagen og derefter et andet peak mod slutningen af dagen, når man er kommet hjem, og naturligvis et dyk ved spisetid. Der ses også et lille løft hen mod sengetid,” sagde Ida Adler Olsen, og tilføjede:
”Der er mange, der lytter lige før de skal sove. Lyden af oplæste bøger giver ro, men det kom bag på mig, at mange lytter til ret uhyggelige true crime podcasts, før de skal sove.”
Podimos brugerdata afslører også en slags indholdscyklus hen over døgnet.
Nyheder og aktualitet er spændende om morgenen, i løbet af dagen er det blandet underholdning og dokumentar, og dernæst lettere underholdning om aftenen. Podimo bruger bl.a. sine data til at optimere udviklingen af nye podcasts og styrke de eksisterende titler. Data bruges til at opdyrke nye genrer og titler og til feedback til værterne.

Radionytt ansvarar inte för externt länkat innehåll.

Share