
“Hvad lytter danskerne til – og hvornår?” lød overskriften på en central session under ‘Audiodays’, der blev afholdt i DR Byen.
Direktør Dennis Christensen, Fifty5Blue (før Kantar Media), indtog traditionen tro scenen for at dele ud af friske lyttedata og afmontere et par misforståelser.
“Status i 2025 var, at lyttetiden på flow radio er vigende, men den ugentlige rækkevidde er ret stabil, bortset fra blandt de helt unge. Ikke desto mindre er alle aldersgrupper inde og benytter flow radio hver uge, og rigtigt mange snupper også mindst én podcast,” sagde han.
Det nye er, påpegede Dennis Christensen, at den lange koncentrerede lyttetid i biler altid har været et vigtigt univers for radiostationer, men nu er valgmulighederne i bilen også eksploderet, dvs DAB+, Spotify, YouTube, osv.
“I bilen gælder de markedsbetingelser, der er overalt: Radiostationer er ikke i konkurrence med en beslægtet radiokanal på FM, som tidligere – linær radio ligger i konkurrence med alt andet.”
85 % af alle danskere tænder hver uge for en linær radiostation på FM, DAB+ eller streamet. Samtidig er den ugentlige andel af danskere, der lytter til podcasts, oppe på 37 %, ifølge rapporten fra DR Medieforskning.